Livet efter diagnosen

Den 24. januar 2012 tog jeg ind på Rigshospitalet for at høre resultaterne af mine seneste undersøgelser. Jeg havde forstået at der nok vil komme en diagnose og derefter et oplæg til en behandlingsforslag. Og det gjorde der – i den grad. Diagnosen: AL Amyloidose var jeg mere eller mindre forberedt på. Jeg havde læst en del om den og vist godt hvad sådan en diagnose vil betyde. Det er her de sidste par års intensiv interesse for hospice arbejde og palliation har været en dejlig forberedelse for det som jeg selv skulle tage stilling til.

Det som jeg ikke havde været helt så forberedt på var den intensiv bearbejdning som jeg blev udsat for – først af lægen og siden af ‘stammecelle koordinatoren’ som begge mente at jeg skulle sige ja tak til en høj dosis kemobehandling suppleret med stammeceller. Det var jeg ikke indstillet på, men efter to timer havde jeg svært med at holde fast i mig selv. Til sidst – trods det at koordinatoren havde allerede booket mind ind på en behandling med start i februar – blev min beslutning at jeg vil holde fast i at jeg helst vil ude at rejse.  Jeg har ikke lyst til at sætte mit nuværende god helbredstilstand overstyr for noget som måske forlænger mit live en lille smule, men samtidig med garanti gør mig rigtig syg med det samme.

Det var svært at holde fast, men jeg er glad for den beslutning og glæder mig nu, hvor de første ture er booket. Februar bliver karneval i Venedig sammen med Anna Beatriz og Maria, marts bliver Berlin sammen med Lilli, april bliver Buenos Aires og Rio og Iguazú vandfald sammen med Kirsten. Så må Bodil og jeg forhandle om hvornår vi skal prøve at få en tur i stand til syd afrika inklusiv en togtur på The Pride of Africa og en varmluftsballontur over Kruger National Park. Det kunne jeg godt tænke mig – vi må se. Før eller siden skal jeg også til California igen for at besøge min god veninde Michelle, for at se Asilomar – en statpark og konferencecenter lige ud til Stillehavet, hvor jeg kom meget som ung, for at tale med Bernice og for at besøge min fætter Michael og overrække evt. familiefotos og andet som skal videre.

Der er mange tanker der rumsterer når man får sådan en diagnose. Jeg tænker at denne blog måske kan bruges til at fastholde nogle af de tanker. Så bliver det også muligt for andre at kommentere, supplere og bidrage med deres egne overvejelser. Lad os se om vi i fællesskab kan bruge hinanden til at komme igennem den næste (uden tvivl) underlig tid.